Vi ved det alle sammen godt.

Klimakrisen er ikke noget, der ligger ude i fremtiden – den er lige her og nu. Koblet med en biodiversitetskrise, hvor udryddelsen af dyrearter er massiv. Samtidig kan det alligevel føles som om truslen er langt væk. Vi kan ikke helt forstå eller mærke den. Sådan rigtigt.

Når mennesker står i en presset situation, og det gør vi jo nu, er der mange der reagerer med apati – man giver op. Man lukker øjnene og tænker, at det går nok alt sammen. Eller man spørger sig selv: Hvad nytter det alligevel, at jeg gør en forskel?

Men faktisk viser forskning, at selv om det kun er minoriteter af mennesker, der vælger at gøre noget andet end det, de plejer, kan disse handlinger få stor indflydelse. Det nytter altså noget at gøre en forskel.

Men vi skal være motiverede. Hvis vi skal motiveres til at skabe forandring i eget liv, er der ifølge selvbestemmelsesteorien tre forskellige forhold, der skal være opfyldt:

1. Selvbestemmelse
2. Samhørighed
3. Mestring

Som menneske er det vigtigt at føle selvbestemmelse. Når nye regler og procedurer bliver trukket ned over hovedet på én, reagerer de fleste med modstand. Derimod sætter de fleste mennesker stor pris på selv at udvikle de ideer, de skal handle på. Andres ideer er sjældent særligt interessante.  Inddragelse og samskabelse fra start til slut, er derfor væsentligt – også når vi taler om at handle på klima- og biodiversitetskrisen.

De fleste mennesker ønsker at være en del af flokken. Og er villige til at gå langt, for ikke at blive ekskluderet. Folk har behov for at være en del af et fællesskab, hvor de bliver respekteret, set og anerkendt. Hvis klimavenlige handlinger er en accepteret del af fællesskabets normer, vil det være nemmere for det enkelte individ at handle adækvat på klimaforandringerne.

Dette underbygges af en undersøgelse fra Københavns Universitet. Undersøgelsen viser, at jo længere tid folk har været medlem af et grønt fællesskab, desto lavere CO₂-aftryk opnår de. Og resultaterne er ret markante; medlemmerne af de grønne fællesskaber, der indgår i undersøgelsen – fx økolandsby eller et fødevarefællesskab – har et klimaaftryk, der er omkring 30 % lavere end gennemsnitsdanskeren.

Årsagen er, at de grønne fællesskaber bliver en social infrastruktur, der understøtter miljønormer og miljøvenlig adfærd. Undersøgelsen viser dermed, at grønne fællesskaber er et effektivt værktøj til at skabe et mere klimavenligt samfund.

Og så til mestring eller kompetence, som det også bliver kaldt. Mestring handler om at have viden og troen på, at man er i stand til at udføre en given handling. Eller i stand til at lære det. Det må ikke være for let, men heller ikke for svært. Er det for let, vil deltageren kede sig. Er det for svært, vil vedkommende føle sig dum.

Når vi kikker på forskning om fællesskaber som nøgle til grøn adfærd og kobler det med viden om motivation, begynder vi at forstå, hvad der skal til for at skabe positive og grønne hverdagsforandringer.

Vi er nødt til at udvikle mindre og nærværende fællesskaber, der på lokalt niveau kan hjælpe os med at træffe de rigtige valg. En social infrastruktur, der opfylder behovet for samhørighed. Og på måder der både inddrager og skaber læring. Et eksempel på en etableret social infrastruktur ses fx i fællesskabsdrivhuse. Her mødes mennesker omkring grøntsager og blomster. Nogen kan allerede, andre har aldrig prøvet at dyrke før. Men alle har mulighed for at så de frø, de selv har lyst til, og på den måde der passer dem. Samtidig har de mulighed for at spørge andre til råds, se hvordan de gør og hele tiden blive bedre til at mestre gartnerkunsten.

Langsomt bliver der skabt en ny grøn adfærd, hvor deltagerne i stadig stigende grad bliver kompetente inden for selvforsyning og dermed øger deres egen grønne adfærd – selvstændigt, kompetent, i samhørighed og med stor motivation.

Kilder:

Brinkmanns Briks: Menneskeforandringer.

https://nyheder.ku.dk/alle_nyheder/2020/02/groenne-faellesskaber/