Da corona-krisen satte ind i foråret og tvang os hjem, var der mange der begyndte at dyrke deres have, bygge højbede og vaske deres gamle drivhus af. Når man står over for en usikker fremtid, giver det tryghed at kunne forsyne sig selv med mad. Og det er da heller ikke første gang at mennesket tænker sådan i krisetider.
Fx anlagde man både under første og anden verdenskrig Victory Gardens eller på dansk Sejrshaver.
Ideen med Sejrshaver kom fra amerikaneren Charles L. Pack. Han mente at fødevareforsyningen, der var faldet drastisk under første verdenskrig, kunne øges betydeligt, hvis man begyndte at dyrke grøntsager på privat og offentlig jord. Alene i USA resulterede hans kampagne for Victory Gardens i, at der blev etableret mere end 5 millioner sejrshaver. Under 2. Verdenskrig gentog man succesen og her blev der alene i USA anlagt 20 millioner sejrshaver, der udgjorde omkring 40% af grøntsagsproduktionen i perioden.
I England igangsatte Landbrugsministeriet under 2. Verdenskrig en kampagne der hed ‘Dig for Victory’. I kampagnen opfodrede man alle til at dyrke deres egen mad, ligesom offentlige områder, blev transformeret om til køkkenhaver. Fx blev den store plæne foran London Tower inddraget til grøntsagsbede. Dig for Victory handlede både om at sikre fødevareforsyningen i stærkt rationerede tider, ligesom man så det som en fælles måde at holde moralen oppe.
Landbrugsministeriet var klar over, at mange ikke vidste, hvordan man skulle dyrke sin egen køkkenhave. Derfor blev der lavet foldere og film, der viste hvordan man håndterer en spade, graver i jorden, anlægger et bed, sår og høster. Derudover blev der lavet månedlige guides, der i detaljer beskrev, hvad man skulle gøre i sin køkkenhave og hvornår. Mange af de guidelines der blev beskrevet den gang, følges stadig den dag i dag. Fx rotationsprincipperne for afgrøder.
Kampagnen viste, at det moderne menneske led af et kollektivt hukommelsestab i forhold til hvordan man dyrker joden. Og meget af det samme gør sig jo gældende i dag. Det var ikke uden grund at både jeg og mange andre måtte ty til et on-linekursus, for at få mere styr på hobbygartneriet. Før i tiden var det normalt med en køkkenhave i Danmark. Men da kvinderne kom på arbejdetsmarkedet og køleskabet og fryseren blev en almindelig del af husholdningen, forsvandt køkkenhaverne og blev erstattet af store græsplæner. Samtidig forsvandt en basal viden om hvordan man holder sig selv forsynet med grøntsager, frugt og bær. Corona-tiden har vist, at vi gerne vil skabe sikkerhed omkring vores egen familie. Samtidig fordrer klimakrisen at vi gør noget her og nu. Vi skal nok ikke forvente, at staten producerer film om hvordan vi hver i sær får vores dyrkningskompetencer tilbage. I stedet kan vi måske slå os sammen i mindre fællessskaber og dele den viden og de kompetencer vi har med hinanden, og på den måde være med til at skabe fødevareforsyning og et bedre klima for os selv og hinanden – nu og i fremtiden.
Kilder: