Praktisk information
Herunder har vi samlet forskellige former for praktisk information omkring vores uderum, klargøring til montage og selve montangen.
Fastgørelse og fundament
Hos NJORD ønsker vi, at du får mest og længst mulig glæde af dit uderum. Derfor er det vigtigt, at der er taget højde for en stabil og korrekt fastgørelse og fundament, som passer til netop din grund.
Vores kupler kan med fordel monteres med jordspyd, hvis grunden er plan og stabil. Denne løsning er enkel, efterlader næsten ingen aftryk i jorden og kræver minimal forberedelse. Alternativt kan du vælge andre løsninger som punktfundament, træterrasse eller betonlag – valget afhænger af dine ønsker og grundens beskaffenhed.
Bemærk
Vi rådgiver gerne om mulighederne og deler vores erfaringer fra andre projekter, ligesom vi gerne leverer tekniske tegninger til brug for klargøring af fundamentet inden montagen, men det er vigtigt for os at understrege, at klargøring af underlaget er bygherres ansvar.
Tilkøb af træplatform
I forbindelse med montage tilbyder vi levering af en modulær træplatform, som er tilpasset til dit nye uderum. Træplatformen består af 6 dele med en samlet dimension på 4 x 5,7 m. Prisen for platformen er 40.000,000 + moms.
Montage
Vi anbefaler altid professionel montage – og i langt de fleste tilfælde står vi selv for hele opsætningen. Det sikrer, at din kuppel bliver monteret korrekt og stabilt fra start.
For at sikre et godt resultat skal grunden være plan og stabil, inden opsætningen påbegyndes. Uden et korrekt forberedt underlag kan kuplen ikke monteres. Kontakt os endelig, hvis du er i tvivl.
Montagepris
Prisen på en standardmontage er 16.000,00 + moms.
Tilladelser
Når du investerer i et uderum fra NJORD, er det vigtigt at være opmærksom på de nødvendige tilladelser, inden opsætningen kan finde sted. Det er dit ansvar som kunde at undersøge og sikre, at alle krav og godkendelser er på plads.
For institutioner som børnehaver, skoler og virksomheder er der typisk specifikke regler, der skal overholdes. Disse kan variere fra kommune til kommune og kan omfatte:
Byggetilladelse: Afhængigt af størrelsen og placeringen af kuplen kan det være nødvendigt at søge byggetilladelse hos kommunen.
Legepladsgodkendelse: Hvis kuplen skal anvendes af børn, skal den i mange kommuner godkendes som en del af legepladsen. Det betyder, at den skal leve op til gældende sikkerhedsstandarder, og at den instans, der står for legepladsgodkendelser i din kommune, skal inddrages.
Jordbunds- og miljøkrav: Sørg for, at opsætningen ikke påvirker eksisterende rør, kabler eller andre installationer på grunden.
Ingeniørberegninger: Skal kuplen monteres på et tag, er der typisk krav om, at der udarbejdes en ingeniørberegning på tagkonstruktionens bæreevne.
Vi anbefaler, at du tager kontakt til din kommune i god tid for at få afklaring på, hvilke tilladelser der er nødvendige. Har du spørgsmål til processen, hjælper vi gerne med vejledning, men det er dit ansvar at søge og opnå de nødvendige godkendelser.
Opmåling
Den rette placering af din kuppel er afgørende for både funktionalitet og æstetik. Hos NJORD tilbyder vi professionel opmåling, så du får et solidt grundlag for din beslutning.Gennem opmålingen sikrer vi, at kuplen passer optimalt til omgivelserne, både i forhold til størrelse, terræn og orientering mod lys og skygge. Dette giver dig et klart overblik over, hvordan kuplen vil passe ind i det eksisterende miljø. Har du brug for rådgivning om opmåling eller placering, kontakt os endelig.
Vedligehold
Vores kupler er designet til at kræve minimal vedligeholdelse, så du kan nyde dit uderum uden bekymringer. For at bevare det elegante udtryk og sikre optimal gennemsigtighed anbefaler vi, at kuplen rengøres 1-2 gange årligt – som et traditionelt drivhus eller orangeri.
Rengøring
For en effektiv og skånsom rengøring anbefaler vi nedenstående metode. Undgå at anvende rengøringsmidler, der indeholder sprit eller opløsningsmidler, da disse kan beskadige akrylen.
Anvend en mild sæbeblanding – brug brun sæbe opløst i lunkent vand.
Påfør sæben med en blød børste eller svamp og lad den virke i ca. 15 minutter, så snavs og alger opløses.
Skyl grundigt efter med vand fra en vandslange eller en højtryksrenser på lavt tryk.